Den gode dødEutanasi er et ord hentet fra græsk, det betyder; ”en god død”.
Og mens debatten om eutanasiens lovliggørelse i Danmark florerer, inspireret af Hollandsk lovgivning på området, er det vel nu man skal gøre sine overvejelser om hvad den gode død så er?
For en viking var en god død, døden i kamp. Den som led døden i åben kamp, blev straks efter slaget hentet af valkyrierne og bragt til Valhal, hvor et nyt liv hos guderne kunne tage sin begyndelse. Et liv i kampgny om dagen og ædegilde om aftenen. Lige et liv for en viking.
Værre var det om man led strådøden. Altså døde i sin seng, gammel og udlevet, da kom man ikke i Valhal. For levede man så længe så var man sikkert en kujon, eller en kvinde...
Med kristendommen kommer et nyt syn på liv og død til Danmark.
Livet, forstår man nu, er en Guds gave. Værdifuldt i sig selv, og jo længere det kan leves, i fred med mennesker og Gud, jo bedre.
Og den gode død, ja, det er den hvor man fra sit dødsleje, kan tage sin afsked med familien, slutte fred med fjenderne og give sin sjæl i Guds hånd. Sagt på en anden måde, fordi livet er så værdifuldt både for den døende og de efterlevende, er det vigtigt at få det afsluttet ordentligt.
Vores lands opbygning af sit sundhedssystem bygger, efter min mening, stadig på denne oprindeligt kristne måde at forholde sig til liv og død. Også uagtet, at det særligt kristne efterhånden er forsvundet som begrundelse.
Spørgsmålet er så om mennesker i nutidens Danmark, har eller er ved at få et andet syn på, hvad der er et værdifuldt liv og dermed en god død.
Er vi igen blevet bange for ”strådøden” i nutidens Danmark, og mener dagens dansker at værdifuldt liv, kun kan være et virksomt, produktivt og stærkt liv ?
Der er noget der tyder på det. Nye tal viser at antallet af selvmord blandt ældre er stigende. De ældre giver, i efterladte breve ofte den begrundelse, at de ikke vil være nogen til byrde...
Samme tendens, mener jeg, kommer til udtryk i den voksende debat om eutanasi.
En læge fra Grenå har offentligt udtrykt ønske om, at det måtte blive lovligt at udføre aktiv dødshjælp i visse tilfælde.
En forening med navnet ”En værdig død” er under stiftelse, og vil, angiver folkene bag den, arbejde politisk for at få indført aktiv dødshjælp; eutanasi, i Danmark.
Det vil sige at, det skal være muligt for et menneske med en terminal sygdom, altså der hvor helbredelse ikke er mulig, og døden forventes at indtræde indenfor en forholdsvis kort tid, selv at beslutte hvornår dødstidspunktet skal indtræde.
Det skal være muligt for læger, på lovlig grund at give en indsprøjtning med et stof, der slår den syge ihjel.
Hvorfor ? Jo, vil tilhængere af eutanasi svare, for ikke at lade et døende menneske lide længere end højst nødvendigt. For at give mennesker mulighed for at dø med værdigheden i behold.
Og hvad handler den værdighed så om: Ja, læser man sig igennem den debat der foregår, på foreningen ”En værdig død”s hjemmeside, så handler det meget om den fysiske side af døden. Man frygter for at ende sit liv i et helvede af smerter, opkast, blod og afføring. Og nogle af indlæggene er beretninger om oplevede forløb af sådan en karakter.
Overfor sådanne beretninger må det gyse i os, og de fleste ville nok sige, så hellere dø lidt tidligere, hvis det alligevel er den vej det går.
Det er ihvertfald den holdning man ofte møder, når man taler om disse ting med især yngre mennesker. Vi vil ikke acceptere at død og sygdom, skal gøre os svage og afhængige. Så er livet ikke længere værdifuldt, tror vi. Vi vil ikke være afmægtige. Derfor vil vi tage magten. Om ikke andet så for dagen og timen.
Men derfra og så til, at vi som samfund skal til at lovliggøre aflivning af mennesker, er der et kæmpeskridt, set i min optik. Og værre er, mener jeg, at vi ved at afkorte dødsprocessen, ved at ville bemægtige os herredømmet også over dette område af livet, fravælger muligheden for at netop denne periode (den terminale) kunne blive af afgørende positiv betydning for den døende, og måske især for de pårørende.
Som sygehuspræst på Holstebro sygehus har jeg, i de snart tre år jeg har fungeret ved sygehuset, haft kontakt med en del døende og deres pårørende. Nogle bare i en enkelt samtale, andre i længere forløb. Og dette er ikke skrevet for at kalde døden ved gode navne, eller sige at det ikke er både skræmmende og sommetider frastødende at være tæt på, for det er det.
Men det er mennesker der dør. Mennesker med værdifulde liv og relationer. Mennesker som ofte ikke har mistet hverken fornuft eller mod. Det er ikke nødvendigvis sådan, at ens personlige egenskaber forsvinder med sygdommen.
Tværtimod kan det være sådan, at en terminal sygdom kan forandre et menneske i positiv retning. Få det til at tage kreative beslutninger for den tid der er tilbage. Ja, det kan gå sådan at den døendes sidste tid kan være så menneskeligt rig, at der i mindet om den tid, kan være føde til livsmod for de efterladte.
Det er sådan en sidste del af livet, sådan en værdig død, vi som samfund skal gå ind for. Og det er fordi vi som samfund har været for sene, til at arbejde positivt og målrettet med, hvordan vi behandler de gamle og de terminalt syge, at hele tanken om eutanasi, aktiv dødshjælp, kan få så stor medvind i vort samfund.
Eutanasi er, mener jeg, en negativ reaktion på problemer som kan løses ved en positiv indsats.
Hvori skal denne indsats bestå ?
For det første så må vi til at tale om livsværdi. Hvad er et værdifuldt liv? Er det kun det stærke og produktive liv der er værd at leve. Eller er det sådan, at også den syge og den gamle er værdifulde mennesker, alene i kraft af at de er til.
Kunne blot flere mennesker blive bekendt med, hvilken livsglæde og livsvisdom man kan møde, hos de gamle, som har fået nogen at fortælle til Og hos de terminalt syge som sammen med familie og venner har talt, om det der skal ske. Om døden der kommer og livet der skal leves. ?
Det er det ene; at vi påny besinder os på at respektere menneskeliv i sig selv.
Det andet er så, at lade den respekt komme til udtryk, i den måde vi behandler liv på. Her tænker jeg konkret på, at vi skal blive bedre til at hjælpe, lindre og støtte den døende og de pårørende.
For hvis vi som medmennesker og som samfund kommer de døende og deres pårørende imøde med omsorg og smertelindring, vil hele ideen med eutanasi falde til jorden. I rigtig mange tilfælde er det muligt for anæstesilægen, i vid udstrækning at holde patienten smertefri.
Det skal i langt højere grad, end det er tilfældet nu, være muligt at leve sin sidste tid på hospice. Her er der både den ro og den proffessionelle hjælp, som man har brug for i den sidste tid af et liv. Og så skal vi styrke arbejdet med, at oprette palliative teams i regionerne.
Et palliativt team, er en gruppe af mennesker som har en særlig erfaring i, og viden om, døendes og deres pårørendes behov. Gruppen kan bestå af en sygeplejerske, en læge med speciale i smertebehandling, en præst, en psykolog, og en socialrådgiver. Denne gruppe samarbejder med patientens egen læge, hjemmeplejen, plejehjemmet, sygehuset osv.
Nogle af de steder hvor man har begyndt et sådant arbejde med palliative teams, kalder man sig: ”Hospice uden mure”.
Det er mange terminalt syges ønske at dø hjemme, i kendte og trygge omgivelser, omgivet af de mennesker man har levet sit liv med. Men for at det kan lade sig gøre har man brug for hjælp af sin praktiserende læge og af hjemmeplejen. Allerede nu er det sådan at der her gøres et stort og godt arbejde. Og det kan blive bedre med hjælp fra et palliativt team.
Nøglepersonen i det palliative team er en sygeplejerske. Han skal være til rådighed for patient og pårørende i de fleste af døgnets timer. Han skal have stor erfaring i at pleje døende, og der kræves af ham, at han har stor menneskelig indsigt og empati. Han skal trække på resten af teamet udfra sin viden om patientens og de pårørendes behov.
Det er teamets opgave, så vidt muligt, at lindre fysiske smerter og andre symptomer. At hjælpe med at løse praktiske problemer som kan handle om feks økonomi eller jura. At være til rådighed for samtaler om følelsesmæssige og eksistentielle spørgsmål.
Hospice, med eller uden mure, skal være en mulighed for den terminalt syge. Det skal være muligt at få den hjælp man har behov for, af mennesker som har mod og tid til, at høre på det man har at sige.
Hermed er det ikke sådan at så er lykken gjort, al jordisk smerte endt og enhver døende fredelig og afklaret. Sygdom og død kommer vi aldrig overens med, får vi aldrig uskadeliggjort.
Sandheden er at vi skal dø og nu lever vi. Det er også den døendes sandhed, her er vi lige, og skal behandles lige.
Det må være vor fælles opgave at tage dette alvorligt, og vise ethvert menneskeliv respekt. Med denne respekt, som i følelsesregisteret står lige ved siden af kærligheden, skal vi møde vore gamle, så de ikke begår selvmord, af angst for at være til besvær. Og med denne respekt skal vi møde den døende. For det at dø hører med til livet.
Det skal være min påstand, at i det at være fælles om den sandhed, ligger mod til at dø, og nyt livsmod for den der skal leve videre, selv midt i sorgen over at miste.
”Sandheden skal gøre jer frie” Sådan står der et sted i bibelen. Sandheden om døden er at den kan være barsk og beskidt og gøre ondt (selvom det ikke altid er tilfældet), og det at vi som mennesker tør stå sammen og vise hinanden respekt og kærlighed, også ved et dødsleje, er det vi, som efterladte skal leve videre på.
I vort samfund skal vi ikke slå folk ihjel. Vi skal tage os af dem der skal dø. Være hos dem med trøst og respekt, og vi skal lindre smerter. Så er det ikke nødvendigt at tale om eutanasi. Vi skal dele afmagten, ikke dræbe den. 
 |