2. Søndag efter påske. 26. april 2020

2. Søndag efter påske. 26. april 2020             Johannesevangeliet kap. 10 vers. 22-30

I dagens tekst er det som om, at jøderne går direkte til Jesus og siger: ”Nu vil vi vide det, hvem er du?” Men samtidig vil de ikke høre svaret. De mærker jo, at hvis de skal gå ind på hans svar, så vil den sandhed, de har bygget deres liv på, med ét være forandret. I det lys forstår man godt, at de holder op med for alvor at spørge.

Ja, vi forstår dem godt, og måske er vi også selv holdt op med at spørge? Vi er nu på den anden side, vi véd, hvordan det hænger sammen, efter at Kristus døde og opstod. Han er Guds søn, og som det lyder i dag: Han og Faderen er ét. Det véd vi, og vi støder på det alle vegne: I evangelierne, salmerne og kirkekunsten. På samme måde er det med det, som Faderen har givet Jesus at forkynde. Det er sande og ægte ord, men vi kender dem allerede; han taler om noget, vi egentlig godt véd. Vi behøver ikke at spørge mere.

Martin Luther, der om nogen kendte alle ordene, blev alligevel ved med at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan får jeg en nådig Gud? For ham var det et helt afgørende spørgsmål. Men det er et spørgsmål, som vi vel ikke rigtig stiller, fordi vi, præster og menighed, er enige om, at vi har en nådig Gud. Det er kernen i kristendommen. Men der er noget grundlæggende galt og usandt, hvis det bare bliver en selvfølgelighed. Her kan vi præster starte med at vende blikket mod os selv, for er det ikke os, der er mest sikre på en nådig Gud og så sikre, at vi ikke behøver at stille spørgsmålet? På samme måde som jøderne kendte den rette lære, så kender vi det hele ind og ud, og det gør os sikre og uanfægtede.  

Men dagens tekst rejser det grundlæggende spørgsmål: Hvem er Kristus egentlig? – og på det helt personlige plan - Hvem er Kristus for mig? Og det er vel netop det spørgsmål, der kan hjælpe én til at vågne op, så man ikke bare holder fast i den velkendte sandhed som en gammel sikkerhed. Når Kristus kommer så tæt på, som en der holder et spejl op og afslører alt, så bliver man klar over, at lige her får man også det, som man mest af alt behøver: én der ikke viger tilbage overfor min selvtiltrækkelighed og følelse af mathed. Han ser det, men vil ikke, at det skal blive ved det. Vi skal ud af den mathed, vi kan opleve i forhold til troen, men også i forhold til familie, venner, daglige opgaver -  og den nuværende situation, der kan føles som en lang, ambivalent tilstand af forsigtighed og uforudsigelighed.

Det forunderlige er, at den matgrå og blytunge stemning med ét kan løftes. Det sker, når mennesket hører hyrden, der går gennem flokken og blot ved sit nærvær og rolige stemme kalder enhver til livet og til det fuldstændigt afgørende: ét liv i nåde. Kristus kommer af Guds barmhjertighed, for at vi skal leve under Guds nåde. Når vi helt grundlæggende mærker, hvor meget vi behøver tilgivelse i det daglige og indser, at vi allerede har den, så smitter det af og matheden kan med ét være væk - og på alle plan. Vores tilgang til livet bliver fri og ligefrem.

Det at have en nådig Gud er ikke en varig tilstand, men må erfares igen og igen og som en befrielse. Det er også den lethed om hjertet, der mærkes i Luthers ligefremme ord om, hvordan vi kan tale til Gud. Han siger, at ”Vi skal bede på samme måde, som en hund ser på et kødben” – altså glade og fuldt optaget af det gode, vi har foran os.

Amen

1. søndag efter påske

Den 19. april 2020

Det har virkelig været en mærkelig tid - i ordets egentlige forstand, for vi har alle kunnet mærke det - siden cirka midt i fastetiden, det vil sige ugerne op til påske; først blev alt lukket ned i fastetiden, og derefter kom påsken uden gudstjenester og alt det fællesskab, der normalt kendetegner påsken.

Det blev en stille påske, hvor tiden godt kunne føles lang, især med det til tider dejlige, men også dovne solskin, der måske har stået og lyst ind gennem vinduet eller havedøren.

Nu træder vi så ind i tiden “efter påske”, som de kommende mange søndage i kirkeåret kaldes. Indtil videre holder vi vores kirkebygninger lukkede frem til den 10. maj, medmindre det bliver forlænget igen, så vi kigger ind i en lige så mærkelig fremtid.

Teksten til i dag står i Johannesevangeliet kapitel 21 vers 15-19 og er en ordveksling mellem den opstandne Jesus og disciplen Peter, der før Jesu henrettelse benægtede sit kendskab til Jesus tre gange. Nu spørger Jesus Peter, om han mon elsker ham, og han spørger endda tre gange. Peter bliver ked af, at Jesus spørger tre gange, og det er nok, fordi det minder om de tre benægtelser, Peter ikke er ret stolt af.

Men med de tre (næsten*) ens spørgsmål genrejser Jesus Peter til den “klippe”, han tidligere har kaldt ham, da han sagde, “Peter. Dit navn betyder ‘klippe’, og du er den klippe, jeg vil bygge min kirke på. Den kan dødsriget ikke få magt over” (Matthæusevangeliet 16,18 i Bibelen 2020).

Jesus står med andre ord ved sin beslutning fra tidligere om at bygge sin kirke på et menneske som Peter. Og Peter er sådan set et meget normalt menneske; Han benægtede i et livsfarligt øjeblik at kende Jesus, hvilket vi nok alle ville have gjort, og han bliver ked af at blive mindet om denne karakterbrist, hvilket også er forståeligt. Vi kan jo alle gå og føle os som klipper af og til, når alt går godt, mens vi helst ikke vil tænke tilbage på vores mere pinlige øjeblikke, som vi ikke er stolte af.

Så Jesus bygger altså sin kirke på normale mennesker. Vi er Jesu kirke på jorden, også selvom vi er normale og Peter-agtige mennesker, der ikke formår at være klipper hele tiden. Faktisk afhænger vores evne til at være klipper i vores eget liv og for andre mennesker af mere eller mindre tilfældige omstændigheder - den ene dag er vi klippe, den anden dag er vi ikke.

Og selvom vi skal prøve at være klipper for hinanden i hvert fald engang imellem, kan det være ekstra svært i coronatiden lige nu. Vores omgang med hinanden er blevet begrænset, og vi må finde på nye måder at være klipper for hinanden på.

Men hvor vi måske kommer til kort i forhold til at være hinandens klipper, gør vores kirkebygninger det ikke. De står midt i landskabet alle vegne og særligt tæt på i vores to sogne Vester Nebel og Bryndum, og de står netop som et par store, tunge klipper, der på den ene side minder os om vores forpligtelse over for hinanden, men på den anden side også støtter os som vores klippe, når vi ikke slår til.

Når coronaen lammer vores byer og fællesskaber, står kirkeklipperne der heldigvis endnu, ligesom de også stod der under diverse krige før i tiden og under tidligere epidemier som pesten og den spanske syge. Eller for den sags skyld under de mere tumultuariske tider i vores eget liv; da vi voksede op, da vi gik igennem ungdommens kriser og forandringer, og da vi oplevede tab og modgang i løbet af livet.

Kirkeklipperne var der altid og er der endnu, og på den måde er de et rigtig godt billede på den kærlighed og den kirke, Jesus har sat i verden og lagt på vores skuldre, for at vi skulle forvalte dem. Dem kan hverken dødsriget eller corona få magt over.

Amen.

*Hvad er forskellen på formuleringerne og hvorfor mon?

2. påskedag 13. april 2020

Anden påskedag får vi lov at følge med ud til graven. Den vildrede og forundring, der griber Maria Magdalene og disciplene mærker vi i Johannes skildring af den dramatiske morgen, hvor intet er som ventet – og alligevel er alt, som det skal være, det vil sige, som Jesus har sagt, at det skulle gå.

Og han har insisteret på, at det var nødvendigt, at det gik sådan, og at noget helt nyt blev muligt i kraft af det. Han har talt ind i det grundlæggende modsætningsforhold mellem nødvendighed og mulighed, der også er den spænding, som vores liv udspiller sig inden for. Der er ting, som er uomgængelige, ting vi bare skal og må gøre i det liv, vi lever. Og så er der alle de muligheder, som konstant opstår. Og de to ting veksler hele tiden på samme måde, som vi skiftevis ånder ind og ud.

Og Marie Magdalene bevæger sig i den spænding. Efter de andre har set den tomme grav og var gået igen, blev hun tilbage. Det var nødvendigt for hende at forsætte med at lede, for hun måtte finde ham! Og ud af den nødvendighed sprang muligheden: Pludselig talte han til hende, hun hørte hans stemme igen.

På samme måde var der også i hans ord til Marie Magdalene en spænding.: ”Rør mig ikke” siger han i følge traditionen ”for jeg er endnu ikke steget op til Faderen.” Det er altså nødvendigt, at hun lader ham blive i dette mellemstadie, på vej op til Gud. Og når han kommer op til Gud, opstår der en helt ny mulighed; for dér forbinder han os og Gud, så hans far bliver vores far, og hans Gud bliver vores Gud.

Det her helt afgørende budskab lader han Marie Magdelene være bærer af. Hun er indbegrebet af det svage menneske, tvunget i knæ af verdens nødvendigheder, men rejst op af Jesus igen - og igen. Inden for kunsten er der tradition for at sammenligne mellem Marie Magdalene og duen fra Noahs ark. Hun bliver her et billede på den due, som Noah sendte ud og som i tre dage måtte flakse om – henover de mørke vande – før den fandt tilbage til arken med olivenkvisten i næbbet. På samme måde måtte Maria Magdalene længe flagre omkring, udsat for spot og foragt, før sollyset brød igennem. Og der står hun så over for disciplene -  og verden -  med oliebladet: Budskabet om opstandelsen.

Marie Magdalene var af alle de mennesker, der var omkring Kristus, det mest omflakkende og afmægtige menneske. Alligevel var hun den sidste, der så Jesus før han døde og den første, der så ham som opstanden. Og det er hende Kristus giver den opgave at gå tilbage til de bange disciple og bringe dem det store og sejrrige budskab: At med opstandelsen er døden med ét slag overvundet!

Kristus har en opgave til ethvert menneske: Både til en selvudslettende kvinde som Marie Magdalene, der havde syndet i forhold til loven og til en selvretfærdig mand, som Paulus, der havde overholdt loven til punkt og prikke. Det er godt at vide for os, som har brug for at finde fodfæste hver dag og ikke mindst i disse dage, hvor verden på mere end en måde veksler mellem nødvendighed og mulighed. Vi har alle en opgave hver dag!

Det er den danske filosof Søren Kierkegaard, der taler om nødvendighed og mulighed, som noget der veksler som et åndedrag; og han uddyber det og siger, at vi ånder ind på nødvendigheden og ånder ud på muligheden. Prøver man at overføre den rytme på Fadervor og indånder på bønnens første ord, så tager man dagens budskab til sig i ordene: Fader vor – og netop som troens nødvendighed. Og når man ånder ud på du som er i himlene så åbner de ord for nye muligheder og dimensioner af Guds nærvær. På den måde kan Fadervor blive som en bøn, der hele vejen igennem spejler livet her på jorden i skæret fra opstandelse, hvor nødvendig og mulighed er påskens åndedrag - og vores livsbetingelse.

Glædelig påske!

Påskedag

Han er opstanden! Han er sandelig opstanden!

Det kan være svært at fornemme i denne coronatid, at det er påske, og at vi fejrer Jesu opstandelse fra døden.

I kirken flager vi med Dannebrog, som man normalt gør i påsken, og vi ringer med klokken morgen og aften.

Vi er her med andre ord endnu, selvom vores forsamlinger er udskudt og aflyst.

 

Men hvem er “vi” egentlig? Er det præsterne og personalet fra Bryndum og Vester Nebel kirker? Er det menighedsrådet? Er det dem, der samles næsten hver søndag til gudstjeneste? Eller er det dem, der af og til kigger forbi i forbindelse med julen, en dåb, en konfirmation, et bryllup eller en begravelse? Eller hvad med dem, der kommer til sådan noget som gåture, håndarbejde eller brætspil?

 

Svaret er, at kirken er alle de nævnte og mere til; kirken er alle, der er døbt til et liv som Guds barn og som Jesu discipel. Det vil sige hele den kristne menighed.

 

Når jeg taler med dåbsforældre forud for en barnedåb, plejer jeg at tage fat i det stykke af ritualet, hvor præsten siger, “Indlem det i din menighed, og bevar det i dit samfund både her og hisset!”. Jeg plejer i den forbindelse at sige, at indlemmelsen i menigheden sker på fire niveauer:

  1. Det nære: barnet bliver døbt ligesom sine storesøskende og sine forældre og bliver en del af familien. Familien samles på dagen og siger “velkommen til familien!”.
  2. Det lokale: barnet bliver en del af menigheden i Bryndum og/eller Vester Nebel. Kirken, som er familiens kirke, er nu også barnets kirke, hvor det er blevet døbt, og hvor det senere måske skal konfirmeres.
  3. Det nationale: barnet bliver en del af den danske folkekirke, også juridisk. Barnet får derved skænket den kristne del af den danske tradition og kultur.
  4. Det globale: barnet bliver Jesu discipel og dermed en del af kirken på jorden - i alle de afskygninger og konfessioner den findes i på hele jordkloden.

 

Så kirken er altså mange ting. Den er mange mennesker. Og fordi mennesker er menneskekroppe, der går omkring på kloden bundet af tyngdekraften, består kirken også af menneskekroppe - den består af kød og knogler.

 

Er kirken så ramt af den verdensomspændende virus corona og dennes følgesygdom Covid-19?

Ja, for corona rammer menneskekroppen og gør den syg og dræber den i visse tilfælde, og dermed rammer den også dele af kirken.

På ubehagelig vis forbinder den faktisk alle os mennesker, fordi vi nu mere end normalt bliver bevidste om, at vi først og fremmest er kød og knogler på jordkloden.

Vi rammes kollektivt og står som fællesskab af mennesker over for en fjende, der kan ramme os alle: smitte, sygdom og død. Man kan også sige det sådan, at vi er bundet sammen i kraft af vores kødelighed. Ingen kan, uanset styrke eller magt, hæve sig over sin kødelige menneskelighed.

 

Men hvad har alt det så med påsken at gøre?

 

Gud blev kød og knogler ligesom os, og dermed gik han ind i vores menneskelige virkelighed og påtog sig samme kødelighed, der gjorde ham nøjagtig lige så udsat som os andre.

Han tog del i vores menneskelighed - han del-tog - , og han delte sin kærlighed med os. Han delte kærligheden ud og sagde, at vi skulle gøre det samme.

Han var ikke hævet over os, men kunne forstå vores bekymringer, vores frygt og vores angst for sygdom og død. Han blev en fuldbyrdet del af vores “vi”, og vi blev en del af ham.

 

Og da han døde, døde han en menneskelig død. Vores død. Og fordi han er en del af os og vi en del af ham, fik vi del i hans opstandelse fra døden, da han påskemorgen forlod sit gravkammer.

 

Vores “vi” blev til et nyt “vi”, nemlig til kirken på jorden, evigt forbundet til Jesus gennem kød og ånd.

Og selv nu i coronatiden er denne forbindelse stadig intakt, både til Jesus og til hinanden. Vi er stadig kirken sammen, og vi har alle del i det evige liv ved Jesu opstandelse fra døden!

 

Rigtig glædelig påske!

 

Amen.