Kort prædiken til Palmesøndag, søndag den 5. april 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 
Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.« Mark 14,3-9

Hvor som helst i hele verden, hvor evangeliet prædikes, skal kvindens handling fortælles til minde om hende, lyder budskabet. Det er altså kvinden med den vanvittige dyre olie, som hun luksuøst hælder over Kristus, der er det allervigtigste her Palmesøndag. Den store menneskemængde med palmegrene og sang er uden betydning. Det er slet ikke her, fortællingen begynder.

Den begynder hos Simon, der er spedalsk og uren; altså hos én der står udenfor, som er holdt ude fra fællesskabet. Simon bærer altså det lod, som er sværeste for mennesket: At stå uden for! Det, som vi prøver og i en andens forstand kæmper med lige nu: At stå alene uden vores daglige fællesskab.

Og evangeliet taler ind i den virkelighed, for også kvinden med alabastkrukken kommer med sin handling, hendes ødsle brug af den dyrebare olie til at stå isoleret og udenfor.  Men Simon og kvinden er her med til at vise, at påsken også er en indgang til et fællesskab: Alle, der kommer i kontakt med Jesus, bliver nemlig en del af både et menneskeligt og åndeligt fællesskab.

Men hvordan forbereder vi os på at blive en del af det fællesskab? ”Se på kvinden”, Kristus siger her, for kvinden gør det rigtige! Hendes forberedelse til den store påskebegivenhed er anderledes en mængdens. Hendes forberedelse er ikke foranstaltninger til en fest, der starter i stor triumf, men en forberedelse på noget, der starter med forræderi, ydmygelse og død på korset – og ender i en helt anden, stor åndelig fejring

Påskefesten er bestemt af, hvordan vi fortæller historien om Jesus, for den kan fortælles på to måder: Enten som en lidelseshistorie eller som en fortælling om Guds søn, der bringer Faderens kærlighed til mennesker. Og ja, vi vil helst fortælle om Guds søn, der bringer kærlighed til mennesker. Men når vi for alvor skal til at fortæller om Guds kærlighed, og hvad den betyder, så bliver det hele hurtigt svævende og vidtløftigt. Vi kan ikke rigtigt finde ord, der dækker.

Men i dag hører vi faktisk, hvordan historien skal fortælles, det vil også sige, hvordan vi skal forberede os: Kvinden, der skal mindes over alt, salver Jesus til hans begravelse. Det er det, der gør, at hun skiller sig ud og at hendes handling skal genfortælles, hvor end hvor evangeliet prædikes. Vores forberedelse må så være at lade lidelse og død stå som indgang til fællesskabet. Og ikke et fællesskab med en konge, der drager gennem sit rige i forventning om store præstationer fra vores side. Men som vores frelser, redningsmand, der véd, hvordan det er at være overladt til sig selv, at være plaget af tanker og angst, og knapt turde håbe på bedre tider. Alt det havde Jesus selv erfaret, før han overhovedet red ind i Jerusalem.

Men alle der kom i berøring med Jesus både før og efter indtoget - og til alle tider - er med i hans fællesskab, et menneskeligt og åndeligt fællesskab. Det er med åndens kraft, at dørene slås op til påskefejringen, og det er forestillingen om lidelse og død, der baner vejen. Det er der, vores fællesskab starter, for her véd vi, hvad der er på spil. Og vi véd, hvor meget vi har brug for den barmhjertighed og tilgivelse, som også bærer vores fællesskab. Og sammen véd vi, at efter mørket vender alt, og når mørket slår om til lys Påskemorgen, så er vi fælles om en ny begyndelse. Netop det kan vi i ånden være fælles om her ved indgangen til påske.

Vi går nu ind i den stille uge. Normalt har vi et hav af gøremål og arrangementer, så det kan være svært at samle sindet og forberede sig på, hvilken fest det egentlig er, at Påsken skænker os. I år vil det mere end nogen sinde være en åndelig fest, hvor vi som menighed i Bryndum og V. Nebel kan samles i ånden – for ånden viser sig på mange måder.

Amen