5. søndag efter påske

17. maj. 2020   Johannesevangeliet K. 17 v. 1-11

Solens strålekrans har vist sig den ene morgen efter den anden her i maj. Solen har faktisk skinnet meget lige siden Corona-krisen brød ud. Det kan vi kun være taknemmelige for, fordi enhver svær morgen bliver lettere, når den starter i solskin. Vores verden kan være vanskelig og kompliceret på mange måder, men lyset kaster ikke bare et herligt skær over tingene, det giver også det hele mere mening.

Lyset kan på den måde gennemtrænge det meningsløse og uforklarlige. Ud fra en videnskabelig vinkel kan vi forklare Covid-19, men meningen med en verdensomspændende Corona-krise kan vi ikke forklare. Den kan vi lige så lidt som forklare, som hvorfor mennesker i det hele taget skal kæmpe med lidelse, sygdom og død. Vi kommer aldrig til at forklare det eller til at forstå, hvorfor Gud tillader det.

Det er svært, fordi vi gerne vil finde mening i livet og også i den del af livet, som gør ondt. Men det er som om, at det ikke er vores lod. Det er også pointen i Jobs bog, hvor Job rammes af lidelser, ulykker, tab og sorg, og hvor vennerne forsøger at forklare det. Men efter deres mange forsøg, siger Gud, at det onde kan sammenlignes med havuhyret Livjatan, der er så frygteligt, at bare man ser på det, besvimer man af skræk. Kun én gang vil et menneske forsøge at få hold på det – og aldrig igen. ”Den kamp kommer du til at huske. Du gør det aldrig mere.” (Jobs Bog 40, 32) Vi får aldrig styr på det onde og kommer aldrig til at løse det ondes problem.

Det onde kan vi altså ikke få hold på, men hvad med herligheden, som evangeliet i dag handler om? Ja, når herligheden er som en morgen i maj, når bladene er mest grønne, knopperne er ved at briste, og alt er helt nyt og skært og fyldt med fuglesang, så kan vi stå midt i herligheden, som en smuk, dejlig, overvældende virkelighed. Herligheden mærkes i toner, dufte og skønhed.

Det er også sådan, at herligheden skal forstås i Johannesevangeliet. Når verden ikke umiddelbart tager sig herlig ud, så er det kun ved første øjekast. Guds herlighed er i det hele og bag det hele, det er budskabet hos Johannes. Det budskab gennemtrænger hele gudstjenesten i den græskortodokse kirke, hvor Johannesevangeliet står stærkt. Herligheden fra Gud formidles i dufte, toner og skønhed. Lovprisningen af Gud sker gennem ikoner, lys, dufte, farver og ord; Gud bliver nærværende og sand gennem skønhed. Herligheden går tilbage til skabelsen og blev åbenbar igen, da Gud sendte sin søn, da ordet blev til kød og tog bolig i blandt os.

Alt, hvad der kan være gået galt for os i vores forhold til verden og måske også i forhold til Gud, bliver godt igen med Kristus; han heler alt, det er det vi hører i dagens evangelium. ”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.”

Han fortæller her, at Gud, hans far, som har skabt alt, er ét med ham, Jesus Kristus, Gud og menneske. Der er ikke noget, der skiller os. Vi er som mennesker Guds skabninger på samme måde som solen, træerne og dyrene. Vi kan derfor stole på, at det er godt, og at følelserne, som de ting vækker i os betyder, at det er godt og smukt, det vi oplever. Vi er forbundet gennem skaberværket, og derfor kan Jesus tale om denne dybe sammenhæng. Han og Faderen er ét, og gennem ham bliver vi, hans brødre og søstre forbundet som grenene på vintræet. Jesus bruger selv billedet, at vi er podet ind på træet og kan som grene få del i kraften, der suges fra rødderne op gennem stammen og fordeles ud til grenene. Og han bekræfter dette frelsens budskab igen hvert år, når alting springer ud i maj.

I skønheden bliver Gud nærværende.

Amen.

4. søndag efter påske

Den 10. maj 2020

Den nytestamentlige læsning i dag er fra Apostlenes Gerninger 9,1-18 og handler om Saulus’ omvendelse på vejen til Damaskus.

Saulus er en heftig og hård forfølger af de tidlige kristne og får både kvinder og mænd fængslet for deres tilslutning til Jesusbevægelsen. Han er energisk omkring sin opgave og hidsig – man ville måske endda kunne kalde ham fanatisk. Jesusfølgerne er en flok blasfemikere, der skal udryddes, og det kan kun gå for langsomt!

Saulus har allerede været vidne til, at Jesustilhængeren Stefanus er blevet brutalt stenet uden for Jerusalem, og han syntes, at det var både godt og rigtigt. Hans sind må være formørket, siden han i den grad kan synes, at en så hård henrettelse er på sin plads.

Og hans iver og entusiasme omkring forfølgelse af kristne giver ham da også succes og vind i sejlene, eftersom han sættes på netop denne opgave af rådet – man kunne måske kalde ham en slags antikristen ”task force” eller indsatsstyrke. Og da han beder ypperstepræsten om en arrestordre til at kunne anholde alle mænd og kvinder i Damaskus, der har tilsluttet sig ”Vejen”, som den kristne bevægelse også kaldte sig, får han af ypperstepræsten vide beføjelser til at forfølge sin drøm.

Men på vejen til Damaskus sker der noget dramatisk: kort sagt væltes han omkuld af et stærkt lys, møder Jesus i lyset, får besked på at finde en mand ved navn Ananias i Damaskus, bliver blind, rejser videre til Damaskus, faster og beder i tre dage, opsøges af Ananias, kommer til at se igen og lader sig til sidst døbe. Og resten er kirkehistorie.

Men tænk sig, at en så formørket, hadsk, energisk, aggressiv og kompromisløs forfølger af kristne bliver til en af den kristne religions grundlæggere! Der sker en sand omvendelse! Der sker det, som Saulus (som jo også senere kaldes Paulus) selv senere, i Andet korintherbrev, formulerer sådan her: ”Den, der bliver kristen, bliver et nyt menneske. Det gamle er forbi, og noget nyt er blevet til. Det skyldes, at Gud besluttede at forsone sig med os gennem Kristus og gav os den opgave at bringe forsoningen videre til andre”.

Der skete altså det med Saulus, at han blev et nyt menneske i det forsonende møde med Jesus. Hans gamle identitet eller gamle ”jeg” blev tilintetgjort af Guds forsoning gennem Jesus. Årsagen er ikke en bedrift fra Saulus’ side, men derimod, at Gud besluttede sig for det. Jesus nedbrød alt det fjendtlige og forkrampede i Saulus, al bitterheden over, at nogen kunne tillade sig at håne Sandheden og Loven! At de kunne bilde sig ind at følge en så diffus og amoralsk skikkelse som den urostiftende, hjem- og arbejdsløse og frem for alt provokerende Jesus fra Nazaret!

Men hele bitterheden og hadet fordamper i dette øjeblik på vejen til Damaskus. Hele Saulus’ hidtidige liv krakelerer, og hans luftkastel skydes ned. Hele Saulus’ fortælling om sig selv som den stærke beskytter af Loven og Sandheden bliver med ét punkteret.

Det må være det, man kalder en sand krise. En krise er en hændelse eller en periode i livet, hvor alt det gamle, man gik og forestillede sig – om sig selv, om samfundet, om livet og livets mening og om verden – falder til jorden. Alle argumenter og forsvar, man har bygget op omkring sine holdninger, principper og sandheder, falder pludselig til jorden, og hele kernen og fundamentet forsvinder.

Krisen er først og fremmest et tab af alt det gamle, både af gammel tankegang og af gammel identitet. Og det kan føles som et stort tab endda, en slags lille død. Man står tilbage med en ruin, en skygge af sig selv, og det er som at ligge på jorden og give helt op.

Alt det, man holdt så fast i sit greb før, giver man nu bare slip på og lader det falde.

Men i dette tab, hvor man giver fuldstændig op, kan lyset også pludselig spire frem som en lille rose af frossen muld. Man er ikke længere alt det, man troede, man var, og er dermed blevet til et slags intet. Men samtidig med, at man er intet, er man pludselig sig selv.

Alle kostumerne er faldet, og man står tilbage som det menneske, man er. Fri og ny ligesom Saulus. Fri og ny som Jesu discipel og Guds barn og intet andet.

Og faktisk er det denne genfødsel, vi oplever i dåben, hvor det gamle ”jeg” druknes i døbefontens dyb og vækkes til live som nyt menneske. Bevægelsen er i dåben en V-bevægelse; vi begynder oppe, bevæger os så ned i dybet og dukker op igen. Ligesom Saulus, der står oprejst, så falder til jorden og så rejser sig igen. Eller Saulus, der begynder som højt hævet over de kristne, oplever et fald og identitetstab, faster indendørs og som blind i tre dag og så genrejser sig som nyt menneske og får synet tilbage. Hans tilbagetrækning i tre dage svarer til Jesus selv, der lå i graven og opstod på den tredje dag i påsken. Eller for den slags skyld Jonas, der sidder fast i fiskens mave i tre dage, inden han spyttes ud som nyt menneske igen. Eller sommerfuglelarven, der efter en periode som puppe bliver til en sommerfugl. Og man kunne sikkert blive ved.

I hvert fald handler Saulus’ idé om genfødsel og omvendelse om denne V-bevægelse, hvor alt begynder oppe ved det gamle, bevæger sig ned i en slags død og opstår som noget nyt til sidst. Og det er denne bevægelse, den kristne tro i høj grad handler om – både i løbet af livet og dets store og små kriser, hvor man altid bygges op fra ingenting igen, og i livets afslutning og opstandelsen til det evige liv i Guds Rige.

Amen.

3. søndag efter påske

Den 3. maj 2020

I Johannesevangeliet kapitel 14 vers 1-11 prøver to disciple at finde ud af, hvor Jesus skal hen, når nu han skal til at forlade dem, hvilket han jo siger, at han skal. Disciplenes frustration er til at forstå, da Jesus jo er deres leder og ven og dermed deres vejleder og tryghed i alt det, de går og gør. Mange af dem har endda ofret meget for at være med i Jesus’ bevægelse og rejse, f.eks. deres familieliv og arbejde. De har efterladt deres tidligere liv for at indlede et nyt med Jesus, og nu siger Jesus så, at han vil forlade dem. Det må virkelig være en skuffelse og en skræmmende fremtidsudsigt.

”I skal ikke være bange”, siger Jesus godt nok, men det er lettere sagt end gjort, så disciplen Thomas spørger naturligvis, ”Men, Herre, vi ved ikke, hvor du skal hen. Hvordan kan vi så kende vejen?”.

Læg mærke til, at Thomas spørger efter endemålet; ”hvor skal du hen?” og senere også Filip, ”Herre, vis os din far”. Disse spørgsmål sigter efter et slags punkt-B, for Jesus’ og bevægelsens formål må vel have et mål, for man skal vel fra A til B eller sådan noget.

Jesus svarer dog ikke i en A-til-B-facon, for han svarer ”Jeg er vejen, sandheden og livet” og ”Når I kender mig, kender I også min far”. Disciplene spørger efter ”B” i ”A til B”, mens Jesus altså svarer på, hvad ”til” er, altså det, der ligger imellem A og B (A er selvfølgelig den nuværende tid og sted, hvor disciplene befinder sig).

Det fik mig til at tænke på den græske filosof Zenons paradoksale tankeeksperiment, som lyder nogenlunde sådan her:

Helten Achilleus, som kan løbe meget hurtigt, fordi han er en stærk og veltrænet mand, skal løbe om kap med en skildpadde. For at være høflig giver han skildpadden et forspring på 100 meter, inden han selv begynder at indhente den. Da Achilleus så endelig har løbet de 100 meter hen mod skildpadden, har skildpadden flyttet sig ti meter fremad. Så Achilleus skal nu lige løbe de 10 meter mere for at indhente skildpadden, men da han har løbet de 10 meter, har skildpadden flyttet sig endnu én meter, og da Achilleus også har løbet denne ene meter, har skildpadden flyttet sig ti centimeter længere frem… og så videre og så videre. Pointen er, at Achilleus kommer tættere og tættere på skildpadden, men at han aldrig når helt hen til den, og dermed bliver punktet, hvor Achilleus overhaler skildpadden, hele tiden skubbet fremad i det uendelige. Og Zenons påstand med det paradoksale tankeeksperiment er, at bevægelse er en illusion.

Det matematiske svar på paradokset er for avanceret til, at jeg kan forstå det, og det er måske heller ikke så vigtigt, men så vidt jeg alligevel har forstået det nogenlunde korrekt, bygger paradokset på den præmis, at tiden ikke er uendelig, og at tiden derfor har et endepunkt.

Så hvis nu Thomas og Filip stod og spurgte Achilleus, hvor han ville overhale skildpadden, ville Achilleus ikke kunne angive et bestemt punkt. Han ville svare noget i retningen af, at han hele tiden var på vej derhen.

Det minder om Jesus’ utilfredsstillende svar på disciplenes spørgsmål, hvor Jesus og dermed disciplene selv skal hen. På det meget menneskelige spørgsmål, hvor vi skal hen, og hvad målet eller formålet med det hele er, henviser Jesus altså til vejen frem for målet – hvilket svarer til udtrykket: Det er vejen, der er målet.

Og når disciplene gerne vil se Gud i himlen, møde Faderen, se himlens skønhed, så er Jesus’ svar ligeledes, at de skal se på Ham alene og ikke bekymre sig om det andet. Fokusér på vejen frem for målet! På livet frem for livets formål! For evigheden og formålet er kommet ind i vores liv allerede – det ligger ikke kun et fjernt sted eller i en fjern fremtid. Dette punkterer på en måde tankegange som ”Når jeg først opnår det og det, så går mit liv rigtig i gang” eller ”Mit liv er gået på pause”, for livet er altid i fuld gang allerede.

Jesus, som her i teksten går omkring på jorden og identificerer sig fuldt ud med Gud i himlen, afslutter interessant nok endda med at indse disciplenes og dermed menneskets tendens til at ville springe til endemålet, ved at han siger, ”Og hvis I ikke tror på mig, så tro på det, jeg gør”. Med andre ord: Jesus ved, at mennesker gerne vil se Gud og svaret på alle spørgsmål, og at det er svært at tro, at manden Jesus skulle være denne Gud, der jo burde være en mægtig himmelskikkelse. Og derfor siger Jesus, at hvis man ikke kan få sig selv til at tro på ham som Gud, så må man nøjes med at tro på Hans gerninger som noget, der indeholder det guddommelige, nemlig kærligheden, som er vejen, sandheden og livet.

Amen.

2. Søndag efter påske. 26. april 2020

2. Søndag efter påske. 26. april 2020             Johannesevangeliet kap. 10 vers. 22-30

I dagens tekst er det som om, at jøderne går direkte til Jesus og siger: ”Nu vil vi vide det, hvem er du?” Men samtidig vil de ikke høre svaret. De mærker jo, at hvis de skal gå ind på hans svar, så vil den sandhed, de har bygget deres liv på, med ét være forandret. I det lys forstår man godt, at de holder op med for alvor at spørge.

Ja, vi forstår dem godt, og måske er vi også selv holdt op med at spørge? Vi er nu på den anden side, vi véd, hvordan det hænger sammen, efter at Kristus døde og opstod. Han er Guds søn, og som det lyder i dag: Han og Faderen er ét. Det véd vi, og vi støder på det alle vegne: I evangelierne, salmerne og kirkekunsten. På samme måde er det med det, som Faderen har givet Jesus at forkynde. Det er sande og ægte ord, men vi kender dem allerede; han taler om noget, vi egentlig godt véd. Vi behøver ikke at spørge mere.

Martin Luther, der om nogen kendte alle ordene, blev alligevel ved med at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan får jeg en nådig Gud? For ham var det et helt afgørende spørgsmål. Men det er et spørgsmål, som vi vel ikke rigtig stiller, fordi vi, præster og menighed, er enige om, at vi har en nådig Gud. Det er kernen i kristendommen. Men der er noget grundlæggende galt og usandt, hvis det bare bliver en selvfølgelighed. Her kan vi præster starte med at vende blikket mod os selv, for er det ikke os, der er mest sikre på en nådig Gud og så sikre, at vi ikke behøver at stille spørgsmålet? På samme måde som jøderne kendte den rette lære, så kender vi det hele ind og ud, og det gør os sikre og uanfægtede.  

Men dagens tekst rejser det grundlæggende spørgsmål: Hvem er Kristus egentlig? – og på det helt personlige plan - Hvem er Kristus for mig? Og det er vel netop det spørgsmål, der kan hjælpe én til at vågne op, så man ikke bare holder fast i den velkendte sandhed som en gammel sikkerhed. Når Kristus kommer så tæt på, som en der holder et spejl op og afslører alt, så bliver man klar over, at lige her får man også det, som man mest af alt behøver: én der ikke viger tilbage overfor min selvtiltrækkelighed og følelse af mathed. Han ser det, men vil ikke, at det skal blive ved det. Vi skal ud af den mathed, vi kan opleve i forhold til troen, men også i forhold til familie, venner, daglige opgaver -  og den nuværende situation, der kan føles som en lang, ambivalent tilstand af forsigtighed og uforudsigelighed.

Det forunderlige er, at den matgrå og blytunge stemning med ét kan løftes. Det sker, når mennesket hører hyrden, der går gennem flokken og blot ved sit nærvær og rolige stemme kalder enhver til livet og til det fuldstændigt afgørende: ét liv i nåde. Kristus kommer af Guds barmhjertighed, for at vi skal leve under Guds nåde. Når vi helt grundlæggende mærker, hvor meget vi behøver tilgivelse i det daglige og indser, at vi allerede har den, så smitter det af og matheden kan med ét være væk - og på alle plan. Vores tilgang til livet bliver fri og ligefrem.

Det at have en nådig Gud er ikke en varig tilstand, men må erfares igen og igen og som en befrielse. Det er også den lethed om hjertet, der mærkes i Luthers ligefremme ord om, hvordan vi kan tale til Gud. Han siger, at ”Vi skal bede på samme måde, som en hund ser på et kødben” – altså glade og fuldt optaget af det gode, vi har foran os.

Amen

1. søndag efter påske

Den 19. april 2020

Det har virkelig været en mærkelig tid - i ordets egentlige forstand, for vi har alle kunnet mærke det - siden cirka midt i fastetiden, det vil sige ugerne op til påske; først blev alt lukket ned i fastetiden, og derefter kom påsken uden gudstjenester og alt det fællesskab, der normalt kendetegner påsken.

Det blev en stille påske, hvor tiden godt kunne føles lang, især med det til tider dejlige, men også dovne solskin, der måske har stået og lyst ind gennem vinduet eller havedøren.

Nu træder vi så ind i tiden “efter påske”, som de kommende mange søndage i kirkeåret kaldes. Indtil videre holder vi vores kirkebygninger lukkede frem til den 10. maj, medmindre det bliver forlænget igen, så vi kigger ind i en lige så mærkelig fremtid.

Teksten til i dag står i Johannesevangeliet kapitel 21 vers 15-19 og er en ordveksling mellem den opstandne Jesus og disciplen Peter, der før Jesu henrettelse benægtede sit kendskab til Jesus tre gange. Nu spørger Jesus Peter, om han mon elsker ham, og han spørger endda tre gange. Peter bliver ked af, at Jesus spørger tre gange, og det er nok, fordi det minder om de tre benægtelser, Peter ikke er ret stolt af.

Men med de tre (næsten*) ens spørgsmål genrejser Jesus Peter til den “klippe”, han tidligere har kaldt ham, da han sagde, “Peter. Dit navn betyder ‘klippe’, og du er den klippe, jeg vil bygge min kirke på. Den kan dødsriget ikke få magt over” (Matthæusevangeliet 16,18 i Bibelen 2020).

Jesus står med andre ord ved sin beslutning fra tidligere om at bygge sin kirke på et menneske som Peter. Og Peter er sådan set et meget normalt menneske; Han benægtede i et livsfarligt øjeblik at kende Jesus, hvilket vi nok alle ville have gjort, og han bliver ked af at blive mindet om denne karakterbrist, hvilket også er forståeligt. Vi kan jo alle gå og føle os som klipper af og til, når alt går godt, mens vi helst ikke vil tænke tilbage på vores mere pinlige øjeblikke, som vi ikke er stolte af.

Så Jesus bygger altså sin kirke på normale mennesker. Vi er Jesu kirke på jorden, også selvom vi er normale og Peter-agtige mennesker, der ikke formår at være klipper hele tiden. Faktisk afhænger vores evne til at være klipper i vores eget liv og for andre mennesker af mere eller mindre tilfældige omstændigheder - den ene dag er vi klippe, den anden dag er vi ikke.

Og selvom vi skal prøve at være klipper for hinanden i hvert fald engang imellem, kan det være ekstra svært i coronatiden lige nu. Vores omgang med hinanden er blevet begrænset, og vi må finde på nye måder at være klipper for hinanden på.

Men hvor vi måske kommer til kort i forhold til at være hinandens klipper, gør vores kirkebygninger det ikke. De står midt i landskabet alle vegne og særligt tæt på i vores to sogne Vester Nebel og Bryndum, og de står netop som et par store, tunge klipper, der på den ene side minder os om vores forpligtelse over for hinanden, men på den anden side også støtter os som vores klippe, når vi ikke slår til.

Når coronaen lammer vores byer og fællesskaber, står kirkeklipperne der heldigvis endnu, ligesom de også stod der under diverse krige før i tiden og under tidligere epidemier som pesten og den spanske syge. Eller for den sags skyld under de mere tumultuariske tider i vores eget liv; da vi voksede op, da vi gik igennem ungdommens kriser og forandringer, og da vi oplevede tab og modgang i løbet af livet.

Kirkeklipperne var der altid og er der endnu, og på den måde er de et rigtig godt billede på den kærlighed og den kirke, Jesus har sat i verden og lagt på vores skuldre, for at vi skulle forvalte dem. Dem kan hverken dødsriget eller corona få magt over.

Amen.

*Hvad er forskellen på formuleringerne og hvorfor mon?

2. påskedag 13. april 2020

Anden påskedag får vi lov at følge med ud til graven. Den vildrede og forundring, der griber Maria Magdalene og disciplene mærker vi i Johannes skildring af den dramatiske morgen, hvor intet er som ventet – og alligevel er alt, som det skal være, det vil sige, som Jesus har sagt, at det skulle gå.

Og han har insisteret på, at det var nødvendigt, at det gik sådan, og at noget helt nyt blev muligt i kraft af det. Han har talt ind i det grundlæggende modsætningsforhold mellem nødvendighed og mulighed, der også er den spænding, som vores liv udspiller sig inden for. Der er ting, som er uomgængelige, ting vi bare skal og må gøre i det liv, vi lever. Og så er der alle de muligheder, som konstant opstår. Og de to ting veksler hele tiden på samme måde, som vi skiftevis ånder ind og ud.

Og Marie Magdalene bevæger sig i den spænding. Efter de andre har set den tomme grav og var gået igen, blev hun tilbage. Det var nødvendigt for hende at forsætte med at lede, for hun måtte finde ham! Og ud af den nødvendighed sprang muligheden: Pludselig talte han til hende, hun hørte hans stemme igen.

På samme måde var der også i hans ord til Marie Magdalene en spænding.: ”Rør mig ikke” siger han i følge traditionen ”for jeg er endnu ikke steget op til Faderen.” Det er altså nødvendigt, at hun lader ham blive i dette mellemstadie, på vej op til Gud. Og når han kommer op til Gud, opstår der en helt ny mulighed; for dér forbinder han os og Gud, så hans far bliver vores far, og hans Gud bliver vores Gud.

Det her helt afgørende budskab lader han Marie Magdelene være bærer af. Hun er indbegrebet af det svage menneske, tvunget i knæ af verdens nødvendigheder, men rejst op af Jesus igen - og igen. Inden for kunsten er der tradition for at sammenligne mellem Marie Magdalene og duen fra Noahs ark. Hun bliver her et billede på den due, som Noah sendte ud og som i tre dage måtte flakse om – henover de mørke vande – før den fandt tilbage til arken med olivenkvisten i næbbet. På samme måde måtte Maria Magdalene længe flagre omkring, udsat for spot og foragt, før sollyset brød igennem. Og der står hun så over for disciplene -  og verden -  med oliebladet: Budskabet om opstandelsen.

Marie Magdalene var af alle de mennesker, der var omkring Kristus, det mest omflakkende og afmægtige menneske. Alligevel var hun den sidste, der så Jesus før han døde og den første, der så ham som opstanden. Og det er hende Kristus giver den opgave at gå tilbage til de bange disciple og bringe dem det store og sejrrige budskab: At med opstandelsen er døden med ét slag overvundet!

Kristus har en opgave til ethvert menneske: Både til en selvudslettende kvinde som Marie Magdalene, der havde syndet i forhold til loven og til en selvretfærdig mand, som Paulus, der havde overholdt loven til punkt og prikke. Det er godt at vide for os, som har brug for at finde fodfæste hver dag og ikke mindst i disse dage, hvor verden på mere end en måde veksler mellem nødvendighed og mulighed. Vi har alle en opgave hver dag!

Det er den danske filosof Søren Kierkegaard, der taler om nødvendighed og mulighed, som noget der veksler som et åndedrag; og han uddyber det og siger, at vi ånder ind på nødvendigheden og ånder ud på muligheden. Prøver man at overføre den rytme på Fadervor og indånder på bønnens første ord, så tager man dagens budskab til sig i ordene: Fader vor – og netop som troens nødvendighed. Og når man ånder ud på du som er i himlene så åbner de ord for nye muligheder og dimensioner af Guds nærvær. På den måde kan Fadervor blive som en bøn, der hele vejen igennem spejler livet her på jorden i skæret fra opstandelse, hvor nødvendig og mulighed er påskens åndedrag - og vores livsbetingelse.

Glædelig påske!

Påskedag

Han er opstanden! Han er sandelig opstanden!

Det kan være svært at fornemme i denne coronatid, at det er påske, og at vi fejrer Jesu opstandelse fra døden.

I kirken flager vi med Dannebrog, som man normalt gør i påsken, og vi ringer med klokken morgen og aften.

Vi er her med andre ord endnu, selvom vores forsamlinger er udskudt og aflyst.

 

Men hvem er “vi” egentlig? Er det præsterne og personalet fra Bryndum og Vester Nebel kirker? Er det menighedsrådet? Er det dem, der samles næsten hver søndag til gudstjeneste? Eller er det dem, der af og til kigger forbi i forbindelse med julen, en dåb, en konfirmation, et bryllup eller en begravelse? Eller hvad med dem, der kommer til sådan noget som gåture, håndarbejde eller brætspil?

 

Svaret er, at kirken er alle de nævnte og mere til; kirken er alle, der er døbt til et liv som Guds barn og som Jesu discipel. Det vil sige hele den kristne menighed.

 

Når jeg taler med dåbsforældre forud for en barnedåb, plejer jeg at tage fat i det stykke af ritualet, hvor præsten siger, “Indlem det i din menighed, og bevar det i dit samfund både her og hisset!”. Jeg plejer i den forbindelse at sige, at indlemmelsen i menigheden sker på fire niveauer:

  1. Det nære: barnet bliver døbt ligesom sine storesøskende og sine forældre og bliver en del af familien. Familien samles på dagen og siger “velkommen til familien!”.
  2. Det lokale: barnet bliver en del af menigheden i Bryndum og/eller Vester Nebel. Kirken, som er familiens kirke, er nu også barnets kirke, hvor det er blevet døbt, og hvor det senere måske skal konfirmeres.
  3. Det nationale: barnet bliver en del af den danske folkekirke, også juridisk. Barnet får derved skænket den kristne del af den danske tradition og kultur.
  4. Det globale: barnet bliver Jesu discipel og dermed en del af kirken på jorden - i alle de afskygninger og konfessioner den findes i på hele jordkloden.

 

Så kirken er altså mange ting. Den er mange mennesker. Og fordi mennesker er menneskekroppe, der går omkring på kloden bundet af tyngdekraften, består kirken også af menneskekroppe - den består af kød og knogler.

 

Er kirken så ramt af den verdensomspændende virus corona og dennes følgesygdom Covid-19?

Ja, for corona rammer menneskekroppen og gør den syg og dræber den i visse tilfælde, og dermed rammer den også dele af kirken.

På ubehagelig vis forbinder den faktisk alle os mennesker, fordi vi nu mere end normalt bliver bevidste om, at vi først og fremmest er kød og knogler på jordkloden.

Vi rammes kollektivt og står som fællesskab af mennesker over for en fjende, der kan ramme os alle: smitte, sygdom og død. Man kan også sige det sådan, at vi er bundet sammen i kraft af vores kødelighed. Ingen kan, uanset styrke eller magt, hæve sig over sin kødelige menneskelighed.

 

Men hvad har alt det så med påsken at gøre?

 

Gud blev kød og knogler ligesom os, og dermed gik han ind i vores menneskelige virkelighed og påtog sig samme kødelighed, der gjorde ham nøjagtig lige så udsat som os andre.

Han tog del i vores menneskelighed - han del-tog - , og han delte sin kærlighed med os. Han delte kærligheden ud og sagde, at vi skulle gøre det samme.

Han var ikke hævet over os, men kunne forstå vores bekymringer, vores frygt og vores angst for sygdom og død. Han blev en fuldbyrdet del af vores “vi”, og vi blev en del af ham.

 

Og da han døde, døde han en menneskelig død. Vores død. Og fordi han er en del af os og vi en del af ham, fik vi del i hans opstandelse fra døden, da han påskemorgen forlod sit gravkammer.

 

Vores “vi” blev til et nyt “vi”, nemlig til kirken på jorden, evigt forbundet til Jesus gennem kød og ånd.

Og selv nu i coronatiden er denne forbindelse stadig intakt, både til Jesus og til hinanden. Vi er stadig kirken sammen, og vi har alle del i det evige liv ved Jesu opstandelse fra døden!

 

Rigtig glædelig påske!

 

Amen.